|
|
Ved tankeviljens
kraft lod mørkets ånder i tidernes morgen, mørket vælde
ind over jordkloden, hvorved nogle af de hvilende, mangeartede livsformer
(livskim) befrugtedes og blev fremkaldt til liv.
Jordens oprindelige
atmosfære rummede ikke ilt. Denne livsvigtige gasart blev dannet
af mikroorganismer, som forekom i stort tal i datidens atmosfære
og udskilte ilt som et affaldsprodukt (fotosyntese). Videnskabsmændene
har fundet mindst 5 typer bakterielignende mikrofossiler i klipper (vest-Australien),
der blev dannet for over 3.500
millioner år siden. Man mener, at en atmosfære der kunne åndes
i, eksisterede på Jorden for ca. 1.700
millioner år siden, og både aerobe (iltbrugende) organismer
samt kønnet formering blev almindeligt kort efter. Disse organismer
var encellede, og der er muligvis gået endnu 1.000 millioner år,
før flercellede dyr udviklede sig.
Forstenede rester
af dyr med bløde kroppe, der levede for 800
millioner år siden, er fundet mange
forskellige steder i verden, men det vides endnu ikke, om flercellede dyr
havde en lang historie bag sig før disse tidligste, kendte former.
En af de første samlinger af denne type dyr blev opdaget i et sandstensområde
i Flinders Range i Australien, hvor klipperne engang for 650
millioner år siden udgjorde en del af
en gammel strandbred. Her blev en imponerende samling bløddyragtige
dyr og orme skyllet i land og bevaret i silt fra det nærliggende,
lavvandede hav. Lignende, hovedsagelig svømmende former er fundet
i andre dele af verden i klippelag, der er mellem 650 og 580 millioner
år gamle.
En af de vigtigste
ændringer i dyrelivet synes at være indtruffet for omkring
580 millioner
år siden. På dette tidspunkt udviklede mange dyr hårde,
beskyttende skaller, der også fungerede som fæste for muskler
og som støtte for kroppen, med andre ord som udvendigt skelet. Hårde
skaller bevares bedre som forsteninger end bløde kroppe, og man
har derfor et righoldigt fundmateriale fra klipper fra den kambriske
periode, der begyndte for 580
millioner år siden, og fra senere lag.
De første
fiskelignende dyr,
de tidligste ægte hvirveldyr, er fundet i klippelag fra ordovicium
500 millioner år siden, og disse er
på mange måder meget lig vore dages lampretter og slimål.
De første landplanter opstod
i silur-perioden
for 420 millioner
år siden. I løbet af devon-perioden
for 400 millioner
år siden udviklede fiskene sig hastigt i forskellige retninger og
tilpassede sig alle former for havmiljø.
Fiskene,
der i stort tal befolkede devontidens have og søer, fandt vej til
ugæstfri levesteder som f.eks. sumpe og oase-vandhuller, hvor de
risikerede at dø af udtørring i den varme årstid. Mange
af disse fisk havde rudimentære lunger,
og en gruppe udviklede kraftige, leddelte finner. Sådanne marginale
levesteder var ikke ideelle for fisk, men rummede ikke desto mindre mange
arter, og det er fra disse habitater, at de første landdyr udviklede
sig. Når vandet tørrede bort, overlevede de, fordi deres stærke
finner holdt dem på ret køl, så de ikke væltede
hjælpeløst omkuld. De befandt sig i en ny, tør verden,
der allerede var befolket med talrige hvirvelløse
dyr, f.eks. tusindben, edderkopper og vingeløse
insekter. De første skridt på landjorden blev formentlig taget
ved kraftige kropsvridninger, men i løbet af en geologisk meget
kort tid havde dyrene udviklet sig på en måde, der betød,
at strålerne i lappefinnerne var forsvundet og i stedet havde efterladt
stumpede ben, som dyrene, der ikke længere kan betragtes som fisk,
men snarre må kaldes padder,
kunne bruge til at bevæge sig hen over landjorden med. De måtte
stadig søge tilbage til havet for at parre sig og lægge æg.
Den sene kultids
vidstrakte, lavtliggende og sumpede sletter
bød på ideelle betingelser for Jordens første planter
(300 millioner
år siden). De bredte sig og specialiserede sig i forskellige retninger,
og nogle af dem opnåede en enorm størrelse. Kæmpemæssige
ulvefødder, gigantiske padderokker og overdådigt frodige træbregner
blev lige så store som nutidens træer og dannede verdens første
skove. De nye skove var fulde af dyreliv: primitive edderkopper og skorpioner
jagtede deres bytte; kæmpe-guldsmede svævede over sumpene,
og andre insekter ernærede sig som ådselædere eller jægere
på den mosbevoksede skovbund eller oppe i træernes grene. I
kultidens store sumpskove var de mest avancerede af alle dalevende dyr
- padderne -
i færd med at gennemgå en hurtig udvikling. Nogle af disse
padder skulle med tiden vende tilbage til livet i vandet, men andre udviklede
stadig kraftigere ben og blev stadig bedre i stand til at klare livet på
landjorden.
Det var fra
sidstnævnte gruppe, at krybdyrene udviklede
sig i perm-perioden
(290-230 millioner
år siden) som de første med vandtæt hud og var således
ikke længere bundet til vandkanten. Jorden var snart beboet af den
første bølge af landlevende hvirveldyr - krybdyrene, som
hurtigt udviklede sig i forskellige retninger.
For 220
millioner år siden (trias-perioden)
fandtes der over hele Jorden dyr, som skeletmæssigt var identiske
med pattedyr.
Det er næsten givet, at disse dyr i et vist omfang var varmblodede.
Men de var alle forholdsvis små - de største af dem var på
størrelse med en kat - og det kan være forklaringen på
deres tilbagegang. Gennem mange millioner år var de skæbnebestemt
til at leve i dinosaurernes overvældende skygge. |