Skrivekuglen (takygrafen - forløberen for skrivemaskinen) blev opfundet i 1870 af Hans Rasmus Johan Malling Hansen (1835-90). Den til dels anonyme person blev født i Hunseby på Lolland i 1835. Han kom i malerlære i Maribo, men lensgreve F. M. Knuth til Knuthenborg fik øje på den opvakte dreng og sendte ham på Jonstrup Seminarium, hvor han blev lærer. Senere finansierede greven yderligere studier, og i 1859 blev han lærer ved Det kongelige Døvstummeinstitut i København, senere teolog og forstander. 

Via døvstummeundervisningen henledtes pastor Malling Hansens opmærksomhed på talens og håndskriftens hastighed. Han undersøgte, hvor hurtigt man kunne skrive, og hvor hurtigt man kunne "tale" med fingertegn, og blev klar over, at hastigheden var henholdsvis 4 og 12 tegn i sekundet. Han indså, at fingersproget var hurtigere end skriftsproget, og denne omstændighed ledte ham til opfindelsen af "skrivekuglen", en maskine ved hvilken man bliver i stand til at skrive omtrent lige så hurtigt som man taler. 

Det første eksemplar benyttede elektromagnetisme og vejede 75 kg. Det var i elektricitetens allerspædeste barndom og "tørelementet" - batteriet - var knap nok opfundet, så på Den nordiske Udstilling i København i 1872 lancerede han en mere brugsvenlig mekanisk, kun 5 kg tung maskine. På udstillinger i Wien i 1873 og Paris i 1878 fik den forbedrede takygraf både højeste udmærkelse og 2 guldmedaljer, og Malling Hansen havde 40 ordrer med sig hjem fra Paris 

Men ak. Han blev et tragisk eksempel på en af tidens visionære, hvis indsats gik i glemmebogen, fordi han ikke mestrede den anden halvdel af igangsætningens kunst: salg, markedsføring og industriel fremstilling. Han blev - som adskillige andre danske opfindere - overhalet af en konkurrent, den amerikanske Remington, som erobrede verdensmarkedet med en skrivemaskine, der kun klarede 300 anslag i minuttet mod Malling Hansens 800.

Rasmus Malling Hansen (Leo) var fader til mediet Johanne Agerskov (Bettina) og gik over til den anden siden i 1890. Ca. 30 år senere fungerede han som mediets åndelige leder under fremkomsten af "Vandrer mod Lyset" og er ligeledes ophavsmand til den udførlige kommentar i slutningen af værket.