Muhammed – en af lysets ånder - blev født omkring år 570. Faderen døde på en handelsrejse til Medina, og moderen døde på hjemvejen efter et senere besøg hos slægtninge i Medina. Fra han var 6 år gammel blev han opdraget hos en af sine farbrødre, Abu Talib, hvorefter han som ung mand kom i tjeneste hos en velhavende købmandsenke, Khadidja, der giftede sig med ham. Sammen fik de 6 børn, 4 piger og 2 drenge. Begge drengene døde som små. Alle fire døtre blev voksne og bortgiftet, men kun en af dem – Fatima - fik børn. 

Muhammed voksede op og tilbragte sin første manddomstid i Mekka, der havde sikret sig en nøglestilling i den arabiske karavanehandel. Araberne på de afsvedne stepper og i ørknerne levede i slægtssamfund og stammer med gamle religionsformer, der svarede hertil. Kulten samlede sig om magtfyldte steder og genstande, mest sten og træer, og den havde hovedsagelig til formål at fremme græsgangenes, hjordernes og slægternes egen trivsel. 

Muhammeds fremtræden virkede til at begynde med kun lidt småkomisk, og derpå lidt irriterende. Efterhånden som han fik tilhængere kunne den dog se ud til at true både samfundets indre stabilitet og Mekkas velerhvervede økonomiske stilling. Muhammed fik åbenbaringer, han havde hørt om dommedags-budskabet, og han fik nu selv åbenbaringer om dommedag. Forkyndelsen af en dommedag, og i forbindelse hermed af én, almægtig Gud var det grundtema, han uafladelig vendte tilbage til under sin fremtræden som profet i Mekka. De tidligste åbenbaringer fik han i ekstatiske visioner, og han videregav dem med stor kraft. Senere ebbede ekstaserne ud, og de mange følgende åbenbaringer lød for ham som Allahs stemme i hans indre. Til sidst kunne han få åbenbaringer næsten når som helst, der var brug for det. 

Muhammed profeterede, at verdens ende var nær, dommedag og de dødes opstandelse var nær, han var den profet, som særskilt var sendt for at prædike ”omvendelse” til det arabiske folk og derved blive dets redningsmand. I sammenhæng hermed indførte han ceremonier, bønneritualer og rituelle vaskninger, der var dannet efter sydarabiske mønstre, jødiske eller kristne. 

Profetens agitation medførte en opløsning af slægtsbåndene, idet han særlig fik tilslutning af yngre sønner fra de velhavende familier. Denne nedbrydning af det gamle slægtssystem har efter alt at dømme været aldeles utilsigtet. Den viste sig imidlertid tydeligt i nogle af de efterfølgende væbnede kampe, hvor der forekom eksempler på, at en ældre og en yngre bror, en far og en søn stop på hver sin side. 

Meget af det Muhammed prædikede virkede stødende, både intellektuelt og følelsesmæssigt. Man var oprørt over hans fordømmelse af forfædrene, der jo var døde som ”vantro”, og hans prædiken om de dødes legemlige genopstandelse ved dommedag fremkaldte megen modsigelse og spot. I diskussionerne har det svirret med bemærkninger om ”rådnende lig”, og man sagde til ham som sin mening, at hvis han kunne gøre dem levende igen, måtte han være enten troldmand eller tanskenspiller. Almindeligvis regnede man med, at han var besat af ”ånder”, eller at han bare var småskør. 

Prædikener om én gud, som den eneste sande, kunne få upraktiske konsekvenser for Mekkas forhold til andre stammer, og ikke mindre uønskede konsekvenser for Mekka selv med dets meget søgte valfartssteder. Det ene med det andet øgede modstanden imod Muhammed, og hans tilhængere blev på forskellig måde generet, i nogle tilfælde ved korporlige overfald. 

Muhammeds hustru – Khadidja – døde omkring 620. Hans første nye hustru – Aisha – var dengang kun et barn, og det varede flere år før ægteskabet fuldbyrdedes. Mindet om hende som profetens yndlingshustru er med hengivenhed bevaret blandt muslimer. Senere forøgede Muhammed sine hustruers tal i nøje overensstemmelse med sin voksende magtstilling. Ægteskaber knyttede forbindelser mellem slægter og var derfor et vigtigt middel til besegling af forbund og venskaber. For de andre troende blev antallet af hustruer begrænset til 4, men i åbenbaringerne blev der givet en særlov for Muhammed personlig. Mørket havde vakt hans legemes hede længseler, og hans begær efter skønne kvinder blev umætteligt. 

Mens modstanden i Mekka tiltog, var Muhammed til gengæld begyndt at vinde tilhængere blandt folk fra andre stammer, der hørte hans forkyndelser under deres årlige valfart til Mekkas gamle helligsteder. Han vandt især tilslutning blandt folk fra den store oase Yathrib – senere kaldet Medina. Her levede indvandrede stammer fra Sydarabien i naboskab med stammer af jødisk religion, men området var plaget af slægtsfejder. Muhammed havde dog vundet tilhængere i næsten alle betydende slægter. Med udsendinge fra Medina traf Muhammed en højtidelig og formel aftale om, at han skulle komme dertil for at overtage den religiøse og verdslige ledelse. Hans mekkanske tilhængere blev opfordret til at drage i forvejen, og selv fulgte han efter i hemmelighed – denne udvandring omtales nu som ”hidjra”. Den 24. September 622 nåede Muhammed i sikkerhed på den medinensiske oases enemærker, og nytårsdag i det pågældende arabiske måneår, svarende til 16. Juli 622, blev senere valgt som udgangspunkt for den islamiske tidsregning – en ny tid var begyndt. 

I Medina opbyggede Muhammed et nyt magtcentrum. Ved raske røvertogter og plyndringer skaffede han sig selv og sine tilhængere både rigdom og anseelse, og i takt hermed kunne han yderligere befæste sin stilling gennem forbund med flere og flere beduinstammer. Mørket havde vakt hovmodet og magtbegæret i hans hjerte. 

Muhammed havde først indført eller efterlignet flere jødiske ceremonier, men da jøderne viste sig at være urokkelige i deres fastholden af egen lære, foretog han i tidens løb en række ceremonielle ændringer, som skulle markere den nye tro, islams (=”gudehengivenhed”) selvstændighed over for de to ældre religioner, kristendommen og jødommen. 

• Oprindelig skulle de troende under bønnen vende ansigtet mod Jerusalem, men derpå blev Mekka anvist som bederetning.
• Dagen for den ugentlige gudstjeneste var hos de kristne søndagen, hos jøderne lørdagen, og Muhammed besluttede sig så for fredagen.
• Jøderne sammenkaldte til gudstjeneste med hornsignaler, de kristne gjorde det ved at slå to stykker træ imod hinanden. Muhammed valgte at lade en udråber kalde til bøn.
• Muhammed havde først efterlignet jødernes faste på Forsoningsdagen, men afskaffede den og indførte i stedet en faste i hele måneden Ramadan.
• Fasten hos de kristne omfatter især forbudet mod at spise kød, den muslimske faste indebærer forbud mod at indtage føde i dagtimerne, hvorimod natten er fri til måltider.

Adskillige småfejder blev udkæmpet mellem Medina og Mekka, og ind imellem kom det til enkelte større slag. Ved en lejlighed rykkede en hær af mekkanere og deres forbundsfæller med ca. 10.000 mand imod Medina, hvor de dog snart måtte opgive belejringen. Få år efter kunne Muhammed i 629/30 i spidsen for en lige så stor hær ifølge en overenskomst drage ind i Mekka uden kamp. Mekkanerne var blevet udmattet, og i deres egen by havde Muhammed fortsat vundet tilhængere med hans farbror – Abbas - som et samlingsmærke. 

Det følgende år ledede Abu Bakr valfarten til Mekka fra ”Profetens By”, mens Muhammed selv forblev i Medina. Men på profetens vegne blev det forbudt ”billeddyrkere” fremtidigt at deltage i den mekkanske fest. Forbundsfæller, der punktligt overholdt de indgåede forpligtelser, ville forblive uantastede, men alle andre skulle inden fire måneder bekende sig til islam eller være fredløse. Alle der nægtede at følge ham, blev dræbt eller bortjaget. Herefter behøvede Muhammed kun i nogle få tilfælde at anvende våbenmagt inden for Arabiens grænser, fra alle dele af halvøen strømmede gesandtskaber til Medina for at underkaste sig sejrherren. 

Men mørket fik endnu større magt over Muhammed, hans tanker blev mere og mere forvirrede og hans lære mindre klar – ofte modsagde han sine egne ord. 

Under forberedelserne til et felttog mod byzantinerne, ramtes Muhammed af en alvorlig feber, som den over 60 år gamle mand ikke kunne overleve. I året 11, ved middagstid den 8. Juni 632, døde han i yndlingshustruen Aishas hus. Da hans legeme ramtes af den jordiske død, da sørgede hans frigivne ånd, sørgede over, at han, mens han var menneske, ikke havde formået at bringe den fulde sandhed, sørgede over, at han ikke havde formået at bryde mørkets magt. 

Men nogen tid efter Muhameds død begyndte folkene at samle og at nedskrive hans lære, hans åbenbaringer i Koranen. Talrige ord og læresætninger, han aldrig havde udtalt eller gennemtænkt – og heraf opstod megen indbyrdes uenighed og mange stridigheder. Således blev Koranen en blanding af godt og ondt – en blanding af Muhameds lære, af menneskeværk og af mørkets falske lærdomme. 

Efter Muhameds død ophidsede mørket hans tilhængere, og de krigedes med nabofolkene, tilranede sig meget land, megen magt og utalte herlige skatte – og de tvang mangfoldige af de besejrede til at bøje sig for Muhameds lære. 

Koranen, er inddelt i 114 afsnit, der kaldes ”surer”, men ”sura” var oprindelig betegnelsen på den enkelte åbenbaring, og mange af de nuværende surer er sammenstykkede. Med undtagelse af den korte 1. sura er de ordnet efter længde, med sura 2 som den længste og med de korteste surer samlet i bogens afslutning. Adskillige steder består der tilsyneladende modsigelser mellem to udtalelser, og det har da som i alle lignende tilfælde været opgaven for de troende at overvinde sådanne vanskeligheder. Det forekommer også, at en senere åbenbaring retter, eller ligefrem tilbagekalder, en tidligere åbenbaring. 

Under et felttog i Armenien opstod der indbyrdes spektakler mellem syriske og irakiske tropper på grund af forskelle mellem deres afskrifter af Koranen. Sagen endte hos Uthman (den 3. Khalif eller ”efterfølger” efter Muhammed), der besluttede at få en officiel udgave i stand. Tre ens afskrifter blev sendt til Damaskus, Kufa og Basra, hvor der så senere blev forfærdiget mange nye afskrifter. Men andre redigeringer af Koranen var i omløb, og Uthmans modstandere hævdede nu, at den officielle udgave var forfalsket. Blandt andet beskyldtes Uthman for at have udeladt koranvers, hvori Umaiyaderne blev fordømt sammen med Muhammeds øvrige tidlige fjender. Endvidere blev kun konsonanterne skrevet, og læsning med forskellige vokaler kunne da efter omstændighederne give forskellig mening. Værre var det, at ordningen af korte åbenbaringer kunne give forskellig mening, alt efter om de blev anbragt i den ene eller anden sammenhæng. 

Ved hver af de fem daglige bønner reciteres gentagne gange den 1. sura, der lyder: 

Lovet være Allah, verdenernes herre, 
Forbarmeren, den barmhjertige, 
Dommedagens hersker. 
Dig tjener vi, og dig anråber vi om hjælp: 
Led os ad den rette vej, 
Deres vej, hvem du er nådig, 
Over hvem der ikke er vrede, 
Og som ikke farer vild!