Det var koldt, bitterlig koldt. Nordenvinden jog hylende og tudende hen over den gamle Haves Træer, de nejede og bukkede sig, for de mærkede nok, at Vinden den Dag var i ondt Lune. Foråret tænkte på at holde sit Indtog med Sol, Varme og duftende Blomster, så Nordenvinden forstod, at hans Herskertid snart var omme. 

Hu hej! hvor han for af Sted. Han rev og sled i Træernes Grene; det var slemt, som de knagede og bragede; ja de fik knap Tid til at rette sig og puste ud, før det næste Stormrusk kom susende. 

Inde i en lun Krog af Haven stod et stort Nøddetræ. Det var helt kroget og mosgroet af Ælde. Hult var det, Grenene klaprede fælt, som om al Saft og Kraft havde forladt dem. Og Hjertet, det var nu det værste af det hele, det var ganske trøsket! Det stod og mumlede i sit mossede Skæg: "Bare Stormen ikke vælter mig, den Skidt Knægt; han trænger til at komme på Hovedet i sin Moders Pose!" Stormen hørte det; så tog han, for han blev vred, et ordentligt Tag i Grenenes Top, og Træet måtte bøje sig helt ned mod Jorden. "Du holder nok, gamle Gnavpotte!" sagde Vinden; "men du trænger til at pyntes lidt! En hvid Kalot vil se pæn ud på dit skaldede Hoved;" og så jog han Skyerne tættere sammen, og store Snefnug begyndte at falde. 

Ved Foden af Nøddetræet stod en Række grønne Spirer. Det var Sneklokker, der brød frem af Jordens Skød. En af dem var skudt højere op, man kunde lige se den spæde Knop, som den skjulte bag det lette, grønne Svøb. Små forfrosne Spirer var det, der trængte til Sol og Varme; men de frøs gudsjammerlig i den kolde Forårs-storm. 

Himlen blev mørkere og mørkere, Snefnuggene faldt tættere og tættere, de hvirvlede og dansede omkring i Luften, snart oppe, snart nede. Til sidst lagde de sig blødt skjulende overalt. Træerne, Buskene, Jorden og Spirerne var snart dækket af Sneens hvide Tæppe. 

Omsider blev Nordenvinden træt og ked af Legen, for han længtes hjem til sin Moders Hule. Han tog et sidste arrigt Rusk i Nøddetræets Grene; de klaprede fælt, og Sneen føg til alle Sider. Brummende og tudende forsvandt han i det fjerne. - Der blev så forunderlig stille. Mørket og Natten lullede alt til Ro under Sneens bløde Dække. 

Den næste Morgen skinnede Solen klart og varmt fra en dejlig dybblå Himmel. Fuglene sang og fløjtede, alt var så jublende skønt. Sneklokkerne under Sneen hviskede til hinanden: "Nu får vi snart Forår!" "Det er Forår," sagde den største; "mærker I ikke, hvor lunt her er?" "Det er Sneen, der varmer," sagde de andre. "Oppe over Sneen er der koldt, stik ikke Hovedet for højt op, du fryser ihjel, du fortryder det." 

Men den hørte ikke, hvad de sagde, den søgte kun at bane sig Vej opad. Sneen på Nøddetræet begyndte nu at smelte, Dråberne faldt ned og borede runde Huller i Snelaget på Jorden. Det gav Luft for den lille Sneklokke; det kan nok være, den skyndte sig op, og da den følte Solens Stråler på sit Hoved, foldede den sin hvide Klokkeblomst ud. "Kom alle her op," kaldte den; "det er Forår! Solen stråler så varmt, Himlen er helt blå, og Jorden er ganske hvid. Kom dog alle sammen!" "Er du gal?" råbte de andre; "Jorden skal være sort og Træerne grønne; før er det ikke rigtig Forår. Duk dig ned under Sneen, du fryser ihjel, du fortryder det! Den Tåbe," hviskede de til hinanden; "han tror, Foråret er hvidt!" 

Sneklokken stod ganske ene; men den frydede sig over alt det herlige, den så. Solens Stråler glitrede og glimtede i hver eneste lille Snekrystal og flammede som tusinde Ildglimt hen over den hvide Sne. Dråberne, der hang på Træernes Grene, funklede og lyste som de klareste Ædelstene. Verden og Livet var helt anderledes, end Sneklokken havde tænkt; et skønt Férige var det! Så løftede den Hovedet og så lige ind i Guds dejlige, blå Himmel. 

Et lille, hvidt Fnug dalede ned gennem Luften. "Hvad var det?" tænkte den og kiggede derhen. Det var en lille Sommerfugl, dens fine Vinger skælvede, og den krøb så langsomt, så langsomt over Sneen. "Ak!" klagede den, "Kulden dræber mig, jeg vil dog så gerne leve! Livet er skønt og rigt. Solen kyssede min Puppe, jeg troede, det var Forår, ak ja! Der var så trangt og mørkt, hvor jeg lå; så sprængte jeg mit Hylster og svang mig op i den klare Luft, op mod Solen, helt op mod Himlen. Men jeg fandt ingen grønne Blade, alt var blændende hvidt, og så isnende koldt, - og nu må jeg dø, det er så sørgeligt!" 

Mørke Skyer gled hen over Himlen, Solen gemte sig bag dem. Sneklokken følte, hvor Kulden sved i Hjertet og bed i de fine Blomsterblade. "Jeg tror, du har Ret," sagde den; "Kulden dræber os, men jeg fortryder ikke, jeg skød frem af Jordens Muld til denne lyse Verden. Det gør ikke noget, om jeg dør, for jeg har set det, der var det allerskønneste!" "Skal vi dø," sagde Sommerfuglen, "så lad os dø sammen! jeg har jo også set det allerskønneste!" Den krøb helt hen til Sneklokken, flyve kunde den ikke mere. Den foldede de hvide Vinger sammen, og hele dens lille Legeme skælvede. Stille og rolig gled de begge ind i Dødens milde Søvn. 

Da Foråret endelig kom med Guds klare Sol, Fuglefløjt og duftende Blomster, lå Sneklokken på Jorden; dens hvide Blomsterblade hvilede på Sommerfuglens Vinger. 

"Nå, der ligger den!" sagde de andre Sneklokker; "hvad sagde vi: du fryser ihjel, du vil fortryde det! Godt var det, vi blev under Jorden," og de så uhyre fornuftige ud. 

"Hvad er det for en Snadren?" sagde Nøddetræet og kiggede derhen. "Nå, nu ser jeg, det er den Tåbe, der troede, Foråret var hvidt, har man kendt Mage! Og der ligger en Sommerfugl; hvad mon den vilde, det er ganske naragtigt! Men nu ligger de, som de har redet! Tåbelige Personer, dem gider jeg ikke beskæftige mig med!" og så tænkte det ikke mere på den Historie. 

Pludselig bølgede en varm Luftning gennem Haven, alt blev så stille, Fuglene, Træerne, Buskene og Blomsterne strakte Hals og hviskede: "Hvad er det, ser du noget, hører du noget?" Men ingen så eller hørte Guds skønne, hvide Engel, der sagte svævede forbi dem. Over hans Hoved funklede en gylden Stjerne, den strålede i Regnbuens allerskønneste Farver. Hans Åsyn lyste, og hans Klædning var hvid som det hvideste Sølv. Varlig løftede han Sneklokken og Sommerfuglen op, åndede et Kys hen over dem og kaldte deres indslumrede Sjæle til Live. De slog Øjnene op og så forundrede ind i hans lysende Åsyn. Han trykkede dem til sit Hjerte og sang kærlige Ord til dem. Hans Stemme klang som de fineste, rene Sølvklokker. "Følg mig!" sang han, "I to, der kom, da Guds klare Sol kaldte på jer, jeg vil bære jer til Paradisets Have. Der er alt langt skønnere, herligere og mere ophøjet, der vil Kulden ikke dræbe jer; thi der er Livet evigt." 

Så bredte han de store Vinger ud og svævede op mod Himlen; han bar Sneklokken og Sommerfuglen på sine Hænder ind i Paradisets underfulde Have. 

Fuglene, Træerne, Buskene og Blomsterne strakte Hals og hviskede: "Så du noget, hørte du noget?" 

Men ingen havde hørt, og ingen havde set Guds skønne, hvide Engel, der sagte var svævet dem forbi.