Dåben var på Jesu tid kendt blandt befolkningen som en indvielse, som en rensning, der lutrede og helliggjorde det menneske, der viede sit liv i mysteriegudens tjeneste.

Nu kom imidlertid Johannes Døberen og gjorde dåben til et alment eje, d.v.s. han indviede med sin dåbsceremoni alle, der sluttede sig til hans forkyndelse.

Men når han tog vand fra Jordanfloden og gød det over sine disciple, sagde han: "Som jeg med vandet renser jeres legemer fra jordens støv og smuds, således vil Herren rense jeres hjerter med den himmelske ild, rense jer fra syndens og ondskabens smuds"

Her var altså tale om en DOBBELT tvætning, thi hjertet - det sjælelige - skulle lutres med Herrens "himmelske ild". Mange mente derfor: at Herren lod sin ild rense det sjælelige i mennesket SAMTIDIG med, at Johannes udgød flodens vand over deres legemer.

Mange af Jesu tilhængere mente tillige, at dåben ikke alene rensede for de begåede synder, men også for de fremtidige.

Men ligesom at mennesket dagligt skal vaske sit legeme burde det også dagligt angre sine synder og dagligt bede om tilgivelse herfor. Lige så lidt som det er muligt at rense legemet for de urenheder der kommer i morgen, lige så umuligt er det for Gud at tilgive hvad vi synder i morgen.

Hvis mennesket dagligt angrede og bad om tilgivelse ville det stå skinnende rent på "Dommens dag". Dåben er altså kun et billede på renselse - intet mere. Gud ser kun på om mennesket i ånd og sandhed lever sit jordeliv i nøje overensstemmelse med sit samvittighed, og kun derefter dømmer Gud den enkelte