Atlantis var et stort bjergrigt øland, der lå i Atlanterhavet. I en fjern fortid var øen landfast med den sydligere del af nordamerika, men fraskiltes ved vulkanske sænkninger. 

Ølandet gik under 12.000 år f. Kr. ved en sænkning af havbunden i forbindelse med voldsomme vulkanske udbrud. 

Erindringen om den ved det sidste udbrud fremkomne flodbølge, der strakte sig viden om, er bibeholdt i mange folkeslags gamle sagn. 

Nogle af de øboere, som overlevede katastrofen flygtede til nordafrika (Ægypten), spanien og  mellemamerika (herfra videre til Mexico, Peru og Chile). 

Flerguderiet var fremherskende og dyreofringer udførtes over hele øen. Befolkningen var sol- og ildtilbedere. Øen var delt i tre Riger, der havde en fælles overhersker (den øverste tempeltjener). På dette øland havde Kristus sin tredie inkarnation som fyrste og ypperstepræst. 

Mægtige stæder og udstrakte skove klædte nogle af de stejle bjerge. Øens beboere - både mænd og kvinder - var smukke, stærke, smidige og mørkladne af lød. Rigdom, skønhed og glæde herskede overalt - kun få var fattige, mange var slaver. 

Landets øverste kongestad og kongeborg lå mod øst. Kongestaden med kongeborgen var omgivet af høje, stærke mure med tårne og fire kobberporte, rigt prydet med gyldne forsiringer. Nogle stenkast fra stadens mure lå solgudens hellige, herlige tempel på en grønklædt højdeflade foran de stejle bjerge. Mægtige, tunge stensøjler bar det stolte, terrasseformede tempel.

Ignatius Loyola Donnelly (se billedet til højre), født i Philadelphia i 1831, var en fremragende taler og blev i 1859 valgt til viceguvernør. I løbet af 1870'erne - muligvis efter at have læst Jules Vernes populære roman "En verdensomsejling under havet", i hvilken opdagelsesrejsende i en undervandsbåd finder resterne af det sunkne Atlantis - udviklede Donnelly en vedvarende fascination af det forsvundne kontinent. 

Han tilsluttede sig Platons opfattelse angående beliggenhed og mente at de forskellige gamle mytiske guder i virkeligheden var Atlantis' herskere. Han mente, at flygtninge fra Atlantis havde spredt sig ud over jorden og grundlagt mange civilisationer - i Egypten (faraonernes verden var, ifølge Donnelly, praktisk talt identisk med den atlantisianske civilisation), i Indien, i Mellemamerika og andre steder. 

Efterhånden, som han studerede syndflodslegenderne fra fortidens asiatiske, indianske og mellemøstlige kulturer, afviste Donnelly totalt muligheden af, at så beslægtede sagn kunne være opstået ved en tilfældighed. Den eneste mulige forklaring, sluttede han, måtte være, at de havde et fælles udspring - Atlantis - hvorfra legenden om en syndfold havde bredt sig uden at undergå andet end ubetydelige ændringer gennem århundreders mundtlige overlevering. I 1881 udgav Donnelly bogen "Atlantis: the Antedeluvian World".